Sondefodring

Onsdag, da hvalpene var 5 dage gamle, troppede vi op hos Dyrlægegruppen Frijsenborg, som vi bruger til reproduktion, fordi alle hvalpene havde tabt sig siden fødslen.

Dyrlægen så hvalpenes vægtskema og sagde med det samme, at der skulle sondefodring til, da morhunden ikke producerede nok mælk. Hun så også helst, at de slet ikke suttede ved hende, da de brugte for mange kræfter på det. Vi blev oplært i sondefodringen af en meget kompetent sygeplejerske. Så hver  anden time hele døgnet, skulle vi sondefodre. Efter et par dage måtte der gerne gå 4 timer om natten, så vi kunne få lidt sammenhængende søvn. Dette har vi nu gjort i 14 dage. Allerede det første døgn tog de mellem 20 og 30% af deres kropsvægt på. Jeg har heldigvis haft besøg af Ellen (datter af en hvalpekøber), som har hjulpet med sondefodringen, da Torben har været på arbejde.

De har næsten alle tredoblet deres fødselsvægt, selvom de tabte sig meget i starten, og de er en meget aktiv flok. Vi har ladet dem sutte ved Alva, da jeg ikke vil berøve dem eller hende det. Hun rengør dem sammen Qora, som er den eneste af vores hunde, der har fået lov af hende at komme med i hvalperummet. Alva er stadig ikke helt på toppen. Hun er begyndt at spise, det hun skal, men er stadig meget træt. Dette er hendes 3. kuld, og hun skulle heller ikke have haft flere hvalpe, da hun får store kuld. Hun har fået hhv 7 og 8 hvalpe før, som hun har opfostret uden problemer. 
Vi har lige været til dyrlægen igen, og der må nu gå tre timer imellem hver fodring. De skal sondefodres fuldt ud en uge endnu, og der skal suppleres med sonden til de er seks uger. 
Det har været et meget hårdt forløb, som jeg ikke håber at opleve igen, men det er det hele værd, når jeg ser på den livlige flok.

Alva har født

Fredag fødte Alva sit kuld, og det blev en noget hårdere fødsel, end vi havde forestillet os. Hele torsdag lå hun og pustede. Kl. 1 om natten begyndte hun at få presseveer, som ikke rigtig gav noget, derfor kontaktede vi vagtdyrlægen. Han gav hende lidt vestimulerende og kalk, og hjem kørte vi. Lige da vi kom hjem, fødte hun den første hvalp, en han. Klokken var 04.00 og præcis 10 minutter efter blev nr. 2 født, også en hanhvalp. Så gik veerne i stå igen, og vi måtte til vagtdyrlægen nok engang. Da vi kørte ind i hans indkørsel fødte Alva den 3. hanhvalp. Dyrlægen gav endnu en sprøjte med vestimulerende medicin og kalk. På vej hjem i bilen blev den 4. hanhvalp født.

Et par timer efter, da det var blevet dag, havde hun stadig ikke født flere hvalpe, derfor ringede jeg til dyrlægen. Alva fik vestimulerende drop en halv time, men der kom ikke flere veer, så der var kun kejsersnit tilbage. Da hun blev åbnet op, var hendes ene livmoderhorn så mørt, at det revnede, og der gik hul på en af de store blodårer, så hun mistede en masse blod. Derfor blev dyrlægen nødt til at fjerne hendes livmoder, men heldigvis kom de sidste fire hvalpe levende ud. Det var to hanner og to tæver. Den ene han var et lille skravl og mere passiv end de andre. Han kom dog i gang med at sutte. Hele weekenden har vi forsøgt at få ham til at tage på. Søndag var vi en tur til vagtdyrlægen (igen) for at få set på Alva og den lille hvalp. Alva var længe om at komme sig af narkosen. Hun havde svært ved at gå det første døgn, og hun havde kvalme, så hun nægtede at spise. I dag gav den lille hanhvalp op 😢, selvom vi gjorde alt for, at han skulle komme sig.

Heldigvis går det fremad med Alva. Hun spiser lidt mere og går mere omkring. Hun har haft mange smerter efter det her forløb, heldigvis er hun en god mor, der tager sig kærligt at sine hvalpe.