Den finske lapphunds historie kan føres mange hundrede år tilbage.

Oprindeligt blev den brugt som vagt- og hyrdehund af samerne i Lapland. Dens primære funktion var at holde sammen på de store rensdyrflokke og vogte dem mod ulve og andre rovdyr. Lapphunden var i sig selv ikke en jagthund og gik ikke selv til angreb, men den gav lyd og gjorde samerne opmærksomme på en udefra kommende trussel.

Samerne var et nomadefolk, så hundene skulle kunne holde til at bevæge sig over lange distancer, derfor skete der en naturlig udvælgelse af de stærkeste individer, der kunne holde til det hårde liv og det barske klima. Pga. denne udvælgelse har den finske lapphund et virkeligt godt helbred i dag.

Oprindeligt brugte samerne to typer af hunde til at vogte rensdyrflokkene: en langhåret og en korthåret. Den langhårede type er kendt tilbage fra 1700-tallet og var især brugt i den vestlige del af Fjälllappland.

Allerede for 200 år var lapphunden kendt som en ensartet race i Finland, Sverige og Norge. Den menes at stammer fra den islandske fårehund og den skotske border collie, som kom til Skandinavien med vikingerne.

I det 20. århundrede ændrede samerne langsomt livsstil. De begyndte at slå sig ned og teknologien gjorde sit indtog i form af snescootere og helikoptere. Det medførte, at de hyrdende hunde til en vis grad blev overflødige og var i fare for at uddø.

Lige efter 2. verdenskrig begyndte den finske kennelklub at genskabe en race baseret på samernes hyrdehunde under navnet lapsk hyrdehund, som både havde kort- og langhårede individer. Senere blev racen delt i to: de korthårede kom til at hedde finsk hydehund, og de langhårede blev til den finske lapphund. Siden er racestandarden omformuleret flere gange til den, som er gældende i dag.