Et par tykmavede hvalpe, 5 dage gamle: hvalp 4 og hvalp 1.
Hvalpenes nye familier
Det sidste er faldet på plads, så alle fem hvalpe er afsat. Vi har besluttet ikke at beholde nogen af dem, selvom det var fristende. Alva er stadig så lille, at hun har brug for en del opmærksomhed, inden vi anskaffer os en ny lapphund. Jeg synes, at hun skal være et par år, så måske næste år bliver to hunde til tre.
Tre af hvalpene skal til Fyn, en til Københavnsområdet og en til Silkeborg.
Efter fødslen
Hvalpefødsel
Familien skulle til fødselsdag hos svigerfar, men jeg valgte at blive hjemme pga. Qoras drægtighed.
Qora og jeg lå og hyggede i sofaen. Ligepludselig kunne jeg høre, at Qora sluprede vand i sig: vandet var gået. Jeg fik hende i fødekassen, som jeg heldigvis havde foret med aviser og håndklæder.
10 minutter efter blev hun lidt urolig og rejste sig med halen slået til side, og jeg kunne se hindeblæren, som betød, at fødslen af første hvalp var gået i gang. Den blev født i en enkelt ve. Qora vidste præcis, hvad hun skulle gøre: hun fjernede fosterhinden og bed navlestrengen over og begyndte at slikke og flytte rundt på den nyfødte, hvorefter hun lagde sig ned.
Jeg vejede hvalpen og lagde den ned til Qora, hvor den med det samme begyndte at spise. Det var en stor, sort tævehvalp.
Video af hvalp 1:
Qora lå bare og nød sin førstefødte hvalp og virkede ikke umiddelbart, som om der var flere på vej. Jeg skrev til Birte fra Kennel Finda, som sagde, at der helst ikke måtte gå mere end en time mellem de første hvalpe, så skulle jeg gå en tur med hende for at få gang i veerne.
Da der var ved at være gået en time, fik jeg hende op at stå, men jeg kunne ikke rigtig få hende til at flytte sig fra sin hvalp, men lige pludselig var hvalp 2 født. Jeg hjalp med at fjerne fosterhinden, da jeg kunne se den lille hvalp fægte med forbenene. Qora fik hurtigt bidt navlestrengen over og slikket sin hvalp. Endnu en fin, sort tævehvalp.
Efter denne fødsel lagde jeg nye aviser og håndklæder i kassen, så jeg var klar til 3. hvalps fødsel. Den kom tre kvarter senere. Endnu en mørk tævehvalp.
Hvalp 4 meldte sin ankomst efter en halv time: en mørk tævehvalp.
Da Qora blev scannet kunne dyrlægen se 5 små fostre, så jeg ventede spændt på rosinen i pølseenden.
Klokken lidt over 16, 3 timer efter første hvalps fødsel, begyndte Qora at blive urolig og gå rundt i kassen. Jeg kunne se, at hun havde presseveer, men der skete ikke så meget, og hvalpen blev ikke så hurtigt født, som sine fire søstre. Først kom et ben til syne, men Qora kunne ikke rigtig få hvalpen presset ud, så jeg tog fat i det af hvalpen, jeg kunne se og hjalp med at trække. Det blev en sædefødsel, hvorimod de fire første blev født med hovedet først. Jeg syntes ikke rigtig, at den bevægede sig, så Qora og jeg fik hurtigt befriet den fra fosterhinden. Jeg tog den op og masserede den med et håndklæde, og den begyndte at sprælle. Det var endnu en mørk tævehvalp.
Video af alle 5 velskabte hvalpe:
Hvalp 1: tæve, 448g, sort med 4 hvide poter og hvid halespids, født kl. 13.00.
Hvalp 2: tæve, 432g, sort med 2 hvide bagpoter, født kl. 14.01.
Hvalp 3: tæve, 403g, sort/vildtfarvet med 2 hvide bagpoter samt brun op ad for- og bagben, født kl. 14.47.
Hvalp 4: tæve, 383g, sort (vidtfarvet?) med 4 hvide poter, født kl. 15.14.
Hvalp 5: tæve, 379g, sort (vidtfarvet?), født kl. 16.08.
Tak til Birte (Kennel Finda) og Trine (Lejoncrona Ecco) for at svare på spørgsmål og give støtte gennem hele fødslen.
Dag 61
Jeg har ikke fået så meget søvn i nat, da Qora har været urolig. Hun har ligget under vores seng, som hun pleJer, men hun har ligget og kradset i trægulvet meget af natten. Kl. 4 ville hun gerne ud, siden har vi ligget og småblundet på sofaen. Hun vil allerhelst ligge oven på mig.
Hun har også været lidt pirrelig det sidste døgn. Hun kan ikke rigtig tage Alvas energi og vilde leg, så Alva bor i stalden i dag, da jeg er alene hjemme med hundene. Det er lidt svært at være noget for dem begge to på en gang. Resten af familien er til svigerfars fødselsdag, men jeg har valgt at blive hjemme ved Qora.
Qora har fundet stedet, hun gerne vil føde sin hvalpe: under en busk i haven eller bag ved skraldespanden i garagen. Der er vi så ikke helt enige.
Dag 59
I dag har jeg følt liv for første gang. Det var stort!
Qora lå på ryggen på sofaen, og jeg kunne mærke en meget urolig hvalp i hendes højre side.
Vi glæder os til de kommer ud og er meget utålmodige, men alligevel er det jo bedst, at de bliver bagt færdigt.
Titel
Vild leg
For nogle uger siden ville Alva rigtig gerne lege med Qora, men det var ikke helt gengældt.













